Indholdsfortegnelse
Andre kunstperioder
Nyklassicisme
I løbet af 1750’erne og frem steg aktiviteten indenfor arkæologien. Sammen med oplysningstidens fremkomst i 1715 blev ønsket indenfor kunstverdenen om at vende tilbage til antikkens former og dermed den sande stil forøget. I samtiden mente man nemlig, at antikken lå til grund for alt kunst. Først i midten af 1800-tallet blev betegnelsen for denne genopdagelse ændret til nyklassicisme. Dermed vendte kunstnerne sig væk fra den sensuelle og lunefulde rokokokunst og begyndte i stedet at beundre de udgravede romerske og græske skulpturer.
Disse blev bl.a. gengivet i malerier og efterlignet eller direkte kopieret af billedhuggere. Ifølge den tyske arkæolog og kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmann (1717-68) blev man derimod ikke en stor kunstner ved direkte kopiering. Formålet skulle i stedet være at efterligne de antikke kunstneres æstetiske egenskaber. Winckelmann betragtede nemlig skulpturerne som levende kunstværker, eftersom de personificerede essensen af den græske og romerske ånd samt kærligheden til det gode, det smukke og det sande. Med sine indgående studier af antikkens kunst og tekstudgivelser herom, spillede Winckelmann en vigtig rolle i forhold til udbredelsen af nyklassicismen i Europa.
Faktakboks
Kunstperiode: Nyklassicisme
Årstal: ca. 1750-ca. 1850
Indflydelsesrige personer:
- Johann Joachim Winckelmann (1717-68)
- Jacques-Louis Davids (1748-1825)
- Antonio Canova (1757-1822)
- Bertel Thorvaldsen (1770-1844)
- William Bouguereau (1825-1905)
Hvad er nyklassicisme?
Både de nyklassicistiske malere og billedhuggere anså de antikke skulpturer som værende ædle, enkle og storslåede i deres fremtoning og udførelse. Præget af oplysningstidens tanker om fornuft, klarhed og enkelhed fandt nyklassicisterne dermed den antikke kunst ideel til at afbillede en verden i harmoni og orden. Hos malerne kom denne harmoni og orden bl.a. til udtryk i kompositionen af figurerne, hvorimellem der ofte kan dannes geometriske former. Motivmæssigt anvendte flere af malerne antikkens egenskaber til bl.a. at forevige deres samtids martyrer. Derudover tog de ligesom billedhuggerne ofte udgangspunkt i den græske og romerske mytologi til at symbolisere deres egen samtid. Hertil byggede malerne gerne deres malerier op af skarpe kontraster mellem f.eks. det mandlige og kvindelige eller krig og kærlighed. Dette kom bl.a. til udtryk ved brug af lys overfor mørke og heroiske figurer overfor skrøbelige figurer.
Horatiernes ed (1784-85) – Jacques-Louis Davids
Nyklassicitisk kunstner: Jacques-Louis David
Et maleri, som netop indeholder de føromtalte kontraster, er den franske maler Jacques-Louis Davids (1748-1825) Horatiernes ed (1784-85). Her ses tydeligt kontrasten mellem de maskuline, heroiske mænd og de sørgende, skrøbelige kvinder samt brugen af lys og mørke. Selve scenen er inspireret af en romersk legende om en konflikt mellem romerne og beboerne fra nabobyen Alba. I stedet for at føre krig, udvalgte de hver tre repræsentanter til at afgøre deres strid. Romerne valgte Horati brødrene, som man i Davids maleri ser aflægge ed overfor deres fader om at forsvare Rom og dermed ofre sig for deres land. Modsat sidder deres moder og søstre samt den ene brors kone. Disse er tydeligt vemodige, da to af brødrene efterfølgende bliver dræbt. Maleriet var et bestillingsværk af den franske stat med det formål, at det skulle appellere til individets loyalitet overfor landet. Sammen med mændenes synlige muskulatur, kvindernes marmorhvide hud samt deres positurer, fremstår figurerne skulpturelle. David havde således tydeligt lært disse teknikker ved at studere de græske og romerske skulpturer.
Kendetegn ved …
- Efterligning af de antikke kunstneres æstetiske egenskaber.
- Gengivelsen af mennesker er tillært ved at studere antikkens skulpturer.
- Harmoni og orden gennem bl.a. kompositionen af figurerne.
- Mellem figurerne kan der oftest dannes geometriske former.
- Forevigelse af samtidens martyrer.
- Tager ofte udgangspunkt i den græske og romerske mytologi til at symbolisere samtiden.
- Bygges op af skarpe kontraster ved f.eks. at bruge lys overfor mørke og heroiske figurer overfor skrøbelige figurer.
Referencer
- Hugh Honour og John Fleming: Kunstens verdenshistorie, overs. af Ejler Hinge-Christensen, 2004.
- Johann Joachim Winckelmann: “Reflections on the imitation of Greek Works in Painting and Sculpture” + “A History of Ancient Art, i Charles Harrison, Paul Wood og Jason Gaiger (red.): Art in Theory 1648-1815 – An Anthology of Changing Ideas, 2000.
- John Wilton-Ely: “Neo-classicism”, på Oxford Art Online, 2004.
- Simon Lee: “David, Jacques-Louis”, Oxford Art Online, 2003.
