Indholdsfortegnelse
Andre kunstperioder
Impressionisme
I 1667 blev Salon de Paris (Parisersalonen) oprettet i Paris, som det officielle udstillingssted for malerier. Til denne årlige udstilling havde alle mulighed for at sende deres værker ind, hvorefter en jury af medlemmer fra akademiet udvalgte, hvilke der skulle indgå. Derfor havde juryen en vis indflydelse på, hvilke kunstnerne der fik succes, samt hvad god kunst var, hvilket vagte stor kritik blandt flere kunstnere.
I 1874 gik en gruppe kunstnere sammen om at lave en udstilling i et atelier, da deres værker ikke var velkomne i Salon de Paris. Blandt disse var den franske maler Claude Monet (1840-1926), hvis medbragte værk Impression: Soleil levant (Indtryk: solopgang) (1872) endte med at blive inspirationskilde til kunstbevægelsens navn. Med afsæt i værktitlen gav en kunstkritiker gruppens medlemmer øgenavnet impressionister, hvilket kunstnerne efterfølgende tog til sig.
Faktakboks
Kunstperiode: Impressionisme
Årstal: Ca. 1874 – 1886
Indflydelsesrige personer:
- J.M.W. Turners (1775-1851)
- Édouard Manet (1832-83)
- Edgar Degas (1834-1917)
- Claude Monet (1840-1926)
- Pierre Auguste Renoir (1841-1919)
Hvad er impressionisme?
Grunden til, at impressionisterne fik så meget kritik, var fordi, de både male- og motivmæssigt adskilte sig fra den kunst, som man var vant til. Værkerne, man kunne se i Salon de Paris, besad elegant penselføring og var omhyggelig detaljeret med det historiske, bibelske og mytologiske som gennemgående temaer. Impressionisternes værker var ikke nær så detaljerede, da de, med inspiration fra japansk kunst, var overbeviste om, at hvis de ofrede detaljerne til fordel for en stærk forenkling, ville billedet gøre stærkere indtryk.
Derudover ønskede impressionisterne i stedet at skildre deres umiddelbare dagligdag i en form for øjebliksindtryk med afsæt i deres optiske sansning heraf. Hertil lod de sig bl.a. inspirere af den britiske maler J.M.W. Turners (1775-1851) brug af lys og farver til at skabe dynamik i en sådan grad, at detaljerne opløses og giver billedet en skitseagtig karakter. Impressionisterne begyndte således at eksperimentere med lys- og farveintensiteten i deres værker, men modsat Turner anvendte de udelukkende maleteknikken til at skildre beroligende og idylliske motiver. Hvis der optræder mennesker i værket fremstår de altid sunde og raske, eftersom impressionisterne ikke ønskede at lade deres motiver påvirke af deres følelser. Mange impressionister tog udgangspunkt i udendørs motiver, som de malte på stedet for at indfange det naturlige lys’ påvirkning på det observerede.
Impressionistisk maleteknik
Med deres eksperimentering erfarede impressionisterne at for at kunne nå at indfange motivets påvirkning af lyset, havde de ikke tid til at blande farverne på paletten og være alt for detaljerede. Derfor påførte de i stedet farverne i små, hurtige, kommalignende enkeltstrøg direkte på lærredet, hvorfor kritikkerne anså værkerne som værnende sjuskede. Ved derefter at betragte værket på den rette afstand, ville farverne forene sig til et optisk motiv på beskuerens nethinde. Atter med inspiration fra japansk kunst benyttede impressionisterne sig hertil af kontrasten mellem de rene farvers kolde og varme egenskaber samt hvid. De havde nemlig opdaget, at mørke skygger ikke findes i det naturlige lys, hvorfor de undlod at bruge jordfarver og sort.
Bridge over a Pond of Water Lilies (1899) – Claude Monet
Impressionistisk kunster – Claude Monet
I Bridge over a pond of water lilies (1899) af Monet kan man tydeligt se de små hurtige penselstrøg og brugen af de rene farvers kolde og varme egenskaber. Den afbilledet dam, med den japanske bro henover, havde han fået anlagt i sin egen have, for at han kunne studere det naturlige lys’ ændring og virkning på et bestemt motiv i løbet af døgnet. Derfor indgår dette værk i en billedserie.
Men den enkeltstrøget penselføring gav også de impressionistiske værker en vibrerende, livlig effekt, hvilket tydeligt fornemmes i Dance at Le moulin de la Galette (1876) af den franske maler Pierre Auguste Renoir (1841-1919). Her skildres det glade, festlige friluftsliv i Paris med dansende og snakkende mennesker. Værkets baggrund syder af liv og bevægelse med de små, hurtige penselstrøg og forstærker maleriets karakter af at være et øjebliksbillede. Selvom motivet ikke virker opstillet, malede Renoir, i modsætning til sine kollegaer, sjældent sine værker på stedet, men benyttede sig af skitser til at færdiggøre sine malerier i sit atelier. Flere af personerne i forgrunden er desuden portrætter af hans venner, som han formodentligt har bedt sidde modeller. Med dette værk studerede Renoir det naturlige lys’ virkning på menneskeformen.
Kendetegn ved ekspressionismen
- Er ikke særlig detaljerede.
- Skildring af kunstnernes umiddelbare dagligdag i en form for øjebliksindtryk.
- Afsæt i kunstnerens optiske sansning.
- Skildrer ofte et udendørs motiv.
- Har en skitseagtig karakter.
- Farverne påføres direkte på lærredet i små, hurtige, kommalignende enkeltstrøg.
- Farverne forenes til et optisk motiv ved den rette afstand.
- Brug af de rene farvers kolde og varme egenskaber samt hvid.
- Eksperimentering med lys- og farveintensiteten.
- Fokus på at indfange det naturlige lys’ påvirkning på det observerede.
- Skildrer udelukkende beroligende og idylliske motiver.
- Kunstnerne ønskede ikke at lade deres motiver påvirke af deres følelser.
- Inspiration fra J.M.W. Turner.
- Inspiration fra japansk kunst.
Referencer
- Anne Distel: “Renoir, (Pierre-)Auguste”, på Oxford Art Online, 2018.
- E.H. Gombrich: Kunstens historie, 2007.
- Grace Seiberling: “Impressionism”, på Oxford Art Online, 2003.
- Hugh Honour og John Fleming: Kunstens verdenshistorie, overs. af Ejler Hinge-Christensen, 2004.