Indholdsfortegnelse
Andre kunstperioder
Italiensk renæssance
I starten af 1400-tallet opstod der i Italien en genfundet interesse og stolthed for oldtidens græske og romerske kultur, som havde eksisteret under det tidligere Romerrige. Med afsæt heri fandt italienerne en vej ud af den mørke middelalder og frem mod lysere tider. Dette resulterede bl.a. i udviklingen af en ny stilart indenfor kunsten, som havde sit udspring i den italienske handelsby Firenze. Her ønskede malerne ikke længere at dyrke middelalderkunstens fladhed, hvorfor de ligesom fortidens grækere og romere begyndte at studere det menneskelige legeme, men ud fra et større fokus på naturalistisk gengivelse. Den nye kunst skulle nemlig være mere naturtro og livagtig end noget kunst, der tidligere var set. Men det var først langt senere, at denne nye kunstperiode fik navnet renæssance, som betyder genfødsel.
Faktakboks
Kunstperiode: Italiensk renæssance
Årstal: ca. 1400-1527
Indflydelsesrige personer:
- Filippo Brunelleschis (1377-1446)
- Leon B. Alberti (1404-72)
- Sandro Botticelli (1444/45-1510)
- Leonardo da Vinci (1452-1519)
- Michelangelo (1475-1564)
Hvad er italiensk renæssance?
Med fokus på det naturtro blev renæssancemalerierne, betragtet som værende et vindue ind til et fiktivt rum på den anden side af væggen, hvortil beskueren var vidne. Men for at gengive et motiv bestående af korrekte størrelsesforhold, blev der udviklet en række hjælpeteknikker. På baggrund af den italienske arkitekt Filippo Brunelleschis (1377-1446) opdagelse af centralperspektivet, udviklede den italienske forfatter og maler Leon B. Alberti (1404-72) et fysisk pyramidenet, der kunne anbringes mellem maleren og lærredet. Nettet bestod af ganske tynd tråd spændt ud på en ramme og med åbninger i vævningen. Disse åbninger var yderligere inddelt med grovere tråde i det antal kvadratfelter, maleren fandt passende.
Samtidig gjorde teknikken det muligt at konstruere et tredimensionelt perspektiv på en ellers todimensionel overflade ved først at afmærke et centralpunkt, hvorfra der trækkes linjer ned til maleriets grundlinje. For at firkanterne i et gulv aftager i den rette størrelse i forhold til perspektivet, afmærkes der, vandret ud for det første punkt, endnu et punkt, men med placering udenfor billedrammen. Fra dét punkt trækkes der linjer skråt ned til grundlinjen. Disse skal skære igennem alle firkanterne fra det ene hjørne til det modsatte ved, at der tilføjes en række linjer parallelt med grundlinjen, som derved danner firkanternes sidste side. Pyramidenettet gjorde det således lettere at skabe et naturtro motiv.
Motivmæssigt illustrerede renæssancemalerne kristne og mytologiske scener samt portrætter, som blev lavet på bestilling til f.eks. klostre, private hjem m.m. De kristne og mytologiske scener blev malet ud fra, hvordan maleren forstillede sig, at scenen ville have udspillet sig i sin samtids omgivelser. Derfor blev figurerne gerne gengivet i genkendelige, hjemlige omgivelser. Formålet med værket var at bevæge beskueren, hvorfor figurerne tydeligt måtte afspejle menneskelige egenskaber og fremstå delvist diskrete angående deres hellighed. Ved privatbestillinger var det ikke unormalt, at bestilleren blev portrætteret som tilstedeværende vidne i den hellige scene.
Italiensk renæssancemaler – Sandro Botticelli
Det vides ikke med sikkerhed, om den italienske maler Sandro Botticelli (1444/45-1510) benyttede sig af Albertis pyramidenet, men i sit værk Bebudelse fra Cestello (1489) er dette ikke usandsynligt. Hvis man tegner streger langs firkanterne i gulvet, ender de alle i et forsvindingspunkt på linje med landskabets horisont i baggrunden ligesom ved brug af Albertis teknik. Maleriet viser bebudelsesscenen, hvor ærkeenglen Gabriel overleverer beskeden om, at Jomfru Maria skal føde Guds søn. Botticelli har menneskeliggjort de to ellers hellige figurer ved at give dem et tydelige kropssprog. Gabriel udviser forsigtighed og respekt overfor Jomfru Maria ved at knæle for hende med en rolig, løftet arm som tegn på hans besked. Jomfru Maria fremstår derimod både afvisende og åben på samme tid. Afvisningen ses ved hendes fremstrakte hænder, det forstummede ansigtsudtryk, og ved at hendes tildækkede ben vender væk fra Gabriel. Til gengæld vender hendes overkrop og hoved i hans retning, og den ellers omsluttende, blå kappe åbner sig ved hendes bryst, så hendes røde kjole kommer til syne, hvormed hun ikke er helt afvisende.
Eftersom maleriet blev bestilt til Guardi kapellet i klosterkirken Cestello, nutidens Santa Maria Maddalena de’Pazzi i Firenze, kunne klosterkirkens tilhørere formentlig opnå en højere grad af relation og medfølelse med Gabriel og Jomfru Maria. Ved at figurerne samtidig er placeret i et rum, som kunne have været en del af klosteret, blev klosterkirkens tilhørere vidner til bebudelsen. Alligevel har Botticelli tilføjet diskrete men klare tegn på scenens hellighed. Begge figurer har en glorie over deres hoved, og Gabriel har desuden englevinger, hvilket signalerer, at der fortsat skal herske en bevidsthed om deres ophøjede status i forhold til beskueren.
Kendetegn ved italiensk renæssance
Afsæt i oldtidens græske og romerske kultur.
Naturtro og livagtig.
Betragtes som værende et vindue ind til et fiktivt rum på den anden side af væggen.
Korrekt gengivet tredimensionelt perspektiv.
Korrekt gengivet størrelsesforhold.
Naturtro gengivelse det menneskelige legeme.
Kristne og mytologiske scener samt portrætter.
Bestillingsværker.
Kristne og mytologiske scener blev malet ud fra, hvis det have udstillet sig i samtidens omgivelser.
Formålet var at bevæge beskueren.
Figurerne afspejler tydeligt menneskelige egenskaber og fremstår delvist diskrete angående deres hellighed.
- Ved privatbestillinger blev bestilleren gerne portrætteret som tilstedeværende vidne i den hellige scene.
Referencer
- E.H. Gombrich: Kunstens historie, 2007.
- Hugh Honour og John Fleming: Kunstens verdenshistorie, overs. af Ejler Hinge-Christensen, 2004.
- Leon B. Alberti: Om billedkunsten, overs. af Lise Bek, 2000.
- Se et udvalg af skulpturer online her
